Familien Beckers glimrende entry level Riesling på druer fra marker omkring Schweigen. Stokkene er op til 50 år gamle og har rødderne dybt nede i jorden, som her er ekstra rig på kalksten og sandsten, hvilket giver vinen en dejlig mineralsk karakter.
Der blev høstet og sorteret i hånden, før druerne blev presset med fødderne – total old school … men ikke uden charme. Efter fermentering blev juicen modnet på ståltank og store træfade i 10 måneder.
Farven er lys gul med grønlige reflektioner og kommer med duften af æbler, fersken, gul grape og syltet pære. Den friske og intense smag har en minimal restsødme, der så smukt opvejes af en fin syre. Frugten træder nydeligt frem og det er bare på alle måder et super rart glas vin … ikke mindst til prisen.
Den anerkendte vinguide Gault Millau har fire år i træk placeret Friedrich Beckers vin som den bedste i Tyskland. Så det er vin i absolut verdensklasse som far og søn (Friedrich og Friedrich Jr) skruer sammen syd for Pfalz på grænsen til Alsace. Især deres Pinot Noir … eller rettere Spätburgunder … bliver igen og igen sammenlignet med de bedste røde Bourgogner, hvilket siger ikke så lidt. Eksempelvis er Beckers røde vine blevet kaldt Tysklands svar på Clos de Vougeot, hvilket vi forstår til fulde. Men Beckers Rieslings ligger også helt i top og tør noget mere end mange andre producenters.
Mod og oprør mod vanens magt ligger dybt i Friedrich Becker. Da han i 1973 overtog godset fra sin far, stoppede han med at sælge druer til det lokale samarbejde og begyndte at tappe og sælge sine egne vine. Han var også en af de første tyske producenter, der begyndte at bruge barriques til modning af Pinot.
Beckers marker ved Schweigen i det allerdybeste Pfalz er placeret på tværs af den tysk-franske grænse. Faktisk har Becker 80 % af sine marker på Alsace-siden af grænsen. Jorden på alle marker er karakteriseret ved at være ekstra rig på kalksten, hvilket er med til at give vinene en fornem mineralitet. Samtidig arbejdes der løbende på at holde udbytterne nede med henblik på at maksimere kvaliteten af druematerialet. Spätburgunder og Riesling fylder klart mest på markerne, men Becker har også fundet plads til Pinot Gris, Pinot Blanc, Gewürztraminer og Silvaner.
Vi er super glade for at kunne præsentere en meget bred vifte af Beckers portefølje. Den viser med al tydelighed, hvor utroligt meget godt Tyskland har at byde på vinmæssigt. Så snyd dig ikke for nye oplevelser langt udover det sædvanlige.